Menu

Værdigrundlag Ikast FC

Ikast FC er en stor fodboldklub med ca. 600 ungdomsspillere. Heraf 75 piger og 525 drenge. Herudover har klubben flere senior- og oldboyshold på både herre- og damesiden. Så alt i alt er vi en klub med knap 700 medlemmer. Ungdomsspillerne inddeles i 3 undergrupperinger:

  • Mikro - U5 til U10
  • Drenge/Piger - U11 til U14
  • Ungdom - U15 til U18 

Vi spiller på to anlæg. Dels på Thrigesvej 17 i sydbyen samt på Stadion Allé 2 i nordbyen. Thrigesvej er primært for mikrofodbolden samt pigefodbold, mens de øvrige hold er på Stadion Allé

Hos Ikast FC ønsker vi at skabe de bedst mulige rammer for vores medlemmer uanset niveau. I klubben skal og vil der være plads til alle både drenge og piger, der ønsker at spille fodbold. Vores overordnede mål er skabe mulighed for at have flest mulige spillere længst mulig tid, så der er et godt tilbud i byen fra du begynder som 5-årig mikro-spiller til du stopper karrieren som veteranspiller.

Vision:

Vi ønsker som klub, at alle udvikler sig som fodboldspillere, trænere og mennesker uanset niveau. Det skal være sjovt, trygt og udviklende at spille fodbold og alle skal og vil få mulighed for at deltage i kampe og stævner.

Vi ønsker at skabe et træningsmiljø, der giver hver enkelt en god og udviklende træning, der fremme lysten til at spille fodbold.

Værdier:

Klubånd:

Vi repræsenterer vores klub med stolthed og støtter op om klubbens forskellige hold og aktiviteter.

Respekt:

Vi respekterer både med-, modspillere og dommere og udviser herunder en adfærd, der understøtter dette.

Fællesskab:

Vi ønsker en klub, hvor der via social arrangementer skabes venskaber på tværs af holdene.

Frivillighed

I vores klub drages medlemmer og forældre aktivt med ind i klubbens arbejde og forældredeltagelse omkring stadionhjælp og Ikast Cup ses som en naturlig forudsætning

Overordnet målsætning

  • Alle spillere er ligeværdige i klubben.
  • Det skal være sjovt at spille fodbold uanset niveau og vi ønsker en klub, hvor der er fokus på fællesskab og udvikling
  • Der skal være en holdånd, der understøttes gennem sociale arrangementer samt deltagelse i fælles stævner, hvor både drenge og piger deltager
  • Der skal være en klubånd, der understøtter at dette er vores klub
  • At klubbens ambitionsniveau er tilpasset spillerne og ikke omvendt og med særligt fokus på at mindske frafaldet i de ældste aldersgrupper
  • At klubben hvert år kan stille hold i alle aldersgrupper for både piger og drenge.
  • Vi ønsker at have de bedst mulige trænere, der har mulighed for at udvikle sig gennem træneruddannelse og sparring med ungdomskonsulenter og andre ressourcepersoner.
  • Vi ønsker trænere og frivillige, der ikke kun er opmærksomme på eget hold, men føler et ansvar på tværs af hold og årgange.

Målsætning ungdom

Vi har et ønske om, at vi på ungdomssiden har hold på alle årgange samt spiller på det bedst mulige niveau alt efter den enkelte årgangs styrke. Vi samarbejder med FC Midtjylland og vi er stolte når det lykkes, at give vores bedste spillere nye udfordringer her. Vi ønsker naturligvis primært at gøre alt for at udvikle de spillere, der stadig spiller i Ikast FC.

Vi ønsker at vores hold i de yngste årgange består af spillere fra Ikast og det nærmeste nærområde. Som udgangspunkt ønsker vi ikke at spillere skifter til Ikast FC i årgange under U13, med mindre det giver mening for alle parter. Fra U13 siger Ikast FC ikke "nej tak" til spillere fra andre klubber som ønsker at udfordre dem selv eventuelt på et højere niveau end hvor de kommer fra. Men vi er bevidste om ikke at få for mange spille udenfor 7430.

I de ældre årgange ser vi samarbejdet med ISI som værende værdiskabende og med til at fastholde et højt sportsligt niveau og den nødvendige bredde.

Klubbens bedste piger får mulighed for at træne med drenge en gang ugentligt fra U-11 og opefter for at udvikle deres fodboldmæssige kompetencer.

Der tilknyttes ungdomskonsulenter der understøtter klubbens trænere. Der er både konsulenter i Mikro, Drenge/Piger samt på Ungdom.

For Mikro og for Drenge/Piger er der desuden nedskrevet en mere specifik sportslig målsætning som findes her:

Link U5-U10

Link U11-U14

Sportslig målsætning for U15 til U17 er under udarbejdelse

Luk