Menu

Hæder til garvede Ikast folk

image
02. marts 2020 kl. 11:45

Sidste punkt på Ikast FC's generalforsamling d. 25/2 var ikke et helt normalt punkt. Vi havde besøg fra både DBU Jylland og DBU i skikkelse af Michael Koch, bestyrelsesmedlem i DBU Jylland.

Grunde for dette besøg var at hædre to koryfæer fra Ikast FC, som henholdsvis modtager af DBU Jyllands sølvemblem og DBU hovedafdelings sølvnål.

Ervin Gam blev hædret for hans kæmpe indsats som først og fremmest kampfordeler, hvor Ervin har været IFC's ansigt i forbindelse med en mængde af DBU forsamlinger men også for hans virke som holdleder og kontaktperson til FCM. IFC takker Ervin for hans kæmpe arbejde bag ved linjerne og som en evig problemknuser. Ervin har været aktiv i IFC i over 35 år og det er et arbejde, som klubben har sat kæmpe stor pris på. En ting er sikkert, som ny leder i klubben. Hvis ikke tingene blev gjort korrekt, så fik man det hurtigt at vide fra Ervin. Det er der bl.a mange leder fra FCM, som kender til.

Aftenens anden hæder, DBU's sølvnål, gik til Johnny Rune, som gennem mere end 25 år har været aktiv i fodbold, både som formand i Ikast, Formand i FCM, bestyrelsesmedlem i DBU men også som truckfører ved Ikast Cup, hvor man helst ikke skal gå i vejen, når Johnny kommer kørende. Johnny Rune er en uvurderlig hjælp i klubben med hans mange kontakter og visioner for klubben. Klubben har i Johnny, en person som ønsker, at klubbens medlemmer har Danmarks bedste fodboldanlæg. Så skal man møde Johnny, så er det bare med at komme ud på banerne.

Stort tillykke til begge.

Luk